Historie

Indledning. 
Denne information har til hensigt, at fortælle lidt om Odd Fellow logen i Skælskør, og hvad der foregår dér. Vi ved, at der blandt vore medborgere er den opfattelse, at det, der foregår i vore loger, er meget hemmeligt. Derfor har vi til hensigt bl.a. med denne information, at vise over for den enkelte, at vi er åbne omkring vore forhold. De få specielle ritualer vi anvender i logerne, vil vi forsat kun lade være kendt af  medlemmerne.

Logen i Skælskør.
I Skælskør er der Odd Fellow loger for både mænd og kvinder. Den mandlige loge kaldes en broderloge og har navnet "Broen" og er nr. 83 i rækken af broderloger i Danmark.
"Broen" blev stiftet, den 31. august 1963. Inden logen blev stiftet, havde brødre, som hovedsaligt var medlemmer i Odd Fellow logen i Slagelse, lavet et stort forarbejde, så vores loge kom godt i gang. Den nystiftede loge lejede sig ind i den gamle Tekniske Skole, hvis nuværende adresse er Havnevej 46. Bygningen var dengang ejet af Skælskør Håndværker- og Industriforening. Efter få års lejemål købte logen bygningen.
Den 24.november 1990 blev der i Skælskør stiftet en søsterloge, som fik navnet Iris og er nr. 80 i rækken af søsterloger i Danmark.
Ved sin oprettelse blev søsterlogen medejer af bygningen, der således i dag ejes af begge loger i fællesskab.

Bygningens brug.
Bygningen er opdelt i to hovedområder.
Det ene område er logesalen, hvor normalt kun medlemmer kommer. Logesalen er i Skælskør placeret på første sal og er udformet efter samme model, som kendetegner alle Odd Fellow loger i hele verden.

                                                               


I stueplan har vi det andet område, vores selskabslokaler. Disse lokaler udlejes også til logernes medlemmer. Flere steder i bygningen ses træskærerarbejder, udført og skænket af et af vore medlemmer.

                                     

 

Andre aktiviteter.
I løbet af året arrangeres besøg af andre loger, eller vor loge er på besøg hos dem. De eksterne besøg foregår hovedsaligt på Sjælland. På denne måde skabes et bredt netværk mellem ordenens medlemmer.
Medlemmerne selv besøger jævnligt andre loger, hvilket sker uden tilmelding. Overalt er vi lige velkomne, og vi modtages altid hjerteligt, da det er en del af ordenens grundtanker, at vi alle er lige. Det gælder besøg i Danmark, såvel som i resten af verden.

Logen afholder også arrangementer, hvor ægtefælle / samlever deltager. Her kan ægtefælle / samlever deltage, uden at være medlem af en loge eller være iført en speciel påklædning. Det skal her nævnes, at logen arrangerer julefest for medlemmerne og deres familie.
Logen arrangerer ligeledes udflugter, med spisning, for de ældre og enlige, der bor i området.